Claus Hempler slog allerede som helt ung sit navn fast som sanger i det succesombruste band Fielfraz. Siden har Hempler udgivet en håndfuld klart definerede soloplader, der har givet ham ry som en af vores store, stildannende sangere og en musikernes musiker – sådan en de andre musikere fremhæver, når de skal pege på et nyere dansk navn, der leverer og markerer sig.

Alligevel er det som om, at denne voksne, etablerede sanger nu springer ud som helt nyt navn. Claus Hempler har skrevet sange på sit modersmål dansk for første gang nogensinde, og han har lavet et helt album af dem.

Og hvordan er det så gået til, at dansk popmusiks elegantier, stemplet som crooner og ligefrem udlagt som en slags mørkets fyrste af dansk popmusik, måske på grund af den smægtende baryton- stemme og den stilbevidste fremtræden, nu er blevet formidler af det danske sprog? Og så endda med en samling sange, der ikke bare tager favntag med livet, men også gør det med en næsten klukkende, tilbageholdt latter.

”Al musik jeg har hørt siden min barndom har været på engelsk. Det har været mit rockmodersmål og blev en måde at tænke på, når jeg skulle skrive en sang. Det starter altid med en linje eller et fragment af tekst, som bliver til en strofe, og så er der noget at skrive ud fra. Det er en proces, der tager tid. Jeg plejer at skulle marinere lidt først. Gå og overveje, kan sangen det ene eller det andet, og jeg har taget tilløb til en plade i nogle år. Men undervejs blev jeg træt og i tvivl, mens de engelsksprogede sange hobede sig op. Samtidig begyndte der at dukke linjer op på dansk for første gang nogensinde. Der var ikke planlagt, det skete bare,” fortæller Claus Hempler om starten på albummet Kuffert fuld af mursten.

Det viste sig at blive den letteste proces nogensinde: ”I løbet af en måned havde jeg skrevet 17 sange. Det kom helt ubesværet. Jeg kunne fra start se, at jeg havde fat i noget med det danske sprog. Sådan er det, når man selv bliver fascineret af det, man laver. Jeg blev nysgerrig. Hvad bliver næste linje mon? Hold kæft hvor var det sjovt! Det er længe siden, jeg har haft det sådan,” siger Claus Hempler.

Personlige sange

I første single fra albummet, Jeg drømmer om en sang, sætter Hempler ord på alle sangskriveres drøm om at skrive den ultimative sang, den som både er trawlet frem af ens eget livs fragmenter og hævet over en selv. ”En sang der kan stå af sig selv, når skribenten er gået under bordet,” som Hempler synger. For sangeren ved godt at de store drømme og forhåbninger ikke altid harmonerer med virkelighedens verden. “For enden er der altid en bagage at bære”, som det hedder i samme sang. Den kuffert fuld af mursten, som vi allesammen er nød til at bære med os igennem tilværelsen.

Og når Hempler på albummets indledende nummer træder frem som formidler af det danske sprog med sangen, som slet og ret hedder Navnet er Hempler, inviterer han med et skævt smil helt ind i privaten. “Navnet er Hempler/med fornavnet Claus/jeg trives bedst i en syndflod/af stående applaus”. Og så er stilen lagt. Eller måske netop ikke lagt. For spændvidden på Kuffert fuld af mursten er stor.

Samtidig går Hempler tæt på sig selv. Jeg høster hvad jeg kan // af de billigste point. Sådan lyder de første ord i sangen Op. Og nogle få linjer senere: Jeg sætter barren lavt // og bundlinjen i top // Og hele verden læner sig // Så langt ned at den eneste vej // Er op.

Lader man ordene sive ind, står dobbeltbetydningen flimrende klar. Op starter som en selvudlevering med et selvironisk smil på læben. Men sangen bliver på få linjer til et helt verdensbillede. Det er ikke bare popsangeren, der står med hipsterhuen i hånden og går efter de billige point, men hele verden, der læner sig ned og sætter barren lavt. Og alligevel er det håbet, der vinder: Nu kan det kun gå fremad og op.

Køb billet